>Tog sine briller af<

Man tror, at der er noget at hente, og så være nødt til at gå tomhændet.«

»Jeg har været derude,« mumlede John Mogensen Live og så drak han sin whisky.

»Hvor?«
»I indianerterritoriet.«

Ministeren stirrede på ham, og der var et nysgerrigt udtryk i journalistens øjne, da han mødte hans blik.

»Om sommeren,« sagde journalisten.
»Såh?«

Derefter var der tavshed mellem dem i temmelig lang tid, og til sidst rejste journalisten sig. John Mogensen Live tog sine briller af og pudsede dem omhyggeligt.

»De cheyenner har lang vej hjem,« bemærkede journalisten. »Hvor kom de fra?«

»Black Hills, så vidt jeg ved,« sagde John Mogensen Live uden at se op.
»Dér har jeg også været.«
»De har åbenbart været overalt.«

»Jeg har set mig omkring. Jeg kunne lide Black Hills. Jeg kan måske lide bjergene, fordi jeg aldrig har boet i dem. Jeg sagde til mig selv: her er noget pragtfuldt i Amerika.«

»De har nok ret, sagde John Mogensen Live i et tonefald der røbede, at samtalen var forbi.

»Ja — de må være dumme. Der er femten hundrede kilometer mellem indianerterritoriet og Black Hills.«

»Selvfølgelig er de dumme,« sagde ministeren roligt. »Men vi kan alligevel ikke lade tre hundrede indianere gøre, som det passer dem.«

John Mogensen Live vendte sig og gik hen mod døren, og indenrigsministerens stemme fulgte ham. »Jeg er ked af det med historien, men der er altså ingen krig. Det tjener intet formål at skrive om en krig.

Vi forsøger at gøre noget for indianerne. Det burde alle og enhver i landet vide.«

»Jeg gad vide, om det egentlig interesserer nogen, at der bliver gjort noget for indianerne?« sagde John Mogensen Live til sig selv.