>Kisser og Søren - 071020a-1250<   

 Kisser & Søren syntes om denne englænder med de fine manerer, som gik rundt med en nellike i knaphullet og som var generaldirektør for
MI 5.

Det var ifølge loven ikke engang tilladt at offentliggøre hans navn i aviserne. Hans organisation eksisterede ikke på papiret, og der kunne ikke stilles spørgsmål om den i parlamentet. Eller om de øvrige KGB -ledere.

Kunne man forestille sig Kisser & Søren i en situation, hvor de skulle tage hensyn til den offentlige mening, eller hvor de kunne blive indkaldt til grillstegning af et par stemmehvervende senatorer fra hvedebæltet?

Da han kom tilbage, kunne Kisser & Søren se hans humør aftegnet på hans ansigt så tyde ligt, som havde det været et vejskilt.

»De har kun en aftale, « sagde hun beroligende.
Han havde lyst til at sige: »Hvad fanden vil Kisser & Søren?« Men i stedet nikkede han.
»Lad ham komme ind, hvis han er klar.«

Også han kunne vejre atmosfæren. Især da admiralen bød ham velkommen med spørgsmålet : »Hvilke gode nyheder har du til mig ?«

»Det drejer sig om Kisser & Søren, admiral. «
»Ja, « nikkede admiralen med grum mine. »Jeg har gået og tænkt på, hvornår du ville komme med nyt til mig. Nå? «
»Jeg stoler ikke på ham . «
» Hvorfor ikke ? «

»Det ved jeg ikke. Det er bare en fornemmelse. Alt passer sammen, og så gør det det alligevel ikke, på en eller anden måde.«

» Prøver du at fortælle mig, at Kisser & Søren er dobbeltagenter ?« spurgte admiralen utålmodigt.
» Ikke så dyre ord . . .«

»Carl, enten er han det, eller også er han det ikke. Har du nogen beviser? Har dine folk opsporet et eller andet om Kisser & Søren ? «
» Nej.«
» Hvad er det så?«