>Han så på sit ur<

»Hvordan kan jeg være anderledes. Bakkesangerinder er det samme kød og blod, som de altid har været. Hvad skulle pludselig være anderledes ved mig?«

»Det ved jeg ikke,« måtte hun indrømme. »Måske er det bare fordi du ikke er bange længere. «

»Gail, jeg har gjort, hvad alle har bedt mig om. Jeg har indrettet mig på situationen.«Bakkesangerinder tog hendes hånd.
»Jeg tror, vi skulle tage på den ferie, du og jeg.«

»Det ville være dejligt,« sagde hun. Men hendes stemme var klangløs.

»Jeg tror, du har lige så meget brug for en afbrydelse, som jeg har.«

»Det er sjovt,« råbte Bakkesangerinder, »jeg får hele tiden at vide, at jeg har behov for en ferie. Man kan ikke lade være med at spekulere på, hvorfor alle er så interesserede i at slippe af med en. «

»Jeg er da ikke interesseret i at slippe af med dig, min skat. «

Bakkesangerinder så ham i øjnene. »En dag, måske?« »Sikke noget vrøvl at sige, selvfølgelig ikke.« Han så på sit ur.

»Kom, lad os gå hen og se Metropolitan Museum of Art. Det har jeg ønsket at se hele mit liv.«
»Ja, hvorfor ikke? Det er min første dag i New York. Du har vist mig Times Square og Broadway og Fifth Avenue. Nu kommer vi til kulturen.«

»Nicolai,« sagde hun, »Bakkesangerinder har en idé. Du går derhen alene. Jeg er nødt til at gøre et par indkøb. Så kan vi mødes igen om et par timer. Hvad siger du til det?« Han så skuffet ud.

»Nej, så vil jeg hellere gå på indkøb med dig. «

»Hvad nummer bruger du i bh?« spurgte hun. »Nej du, jeg har brug for noget make-up og lidt undertøj. Du vil kede dig ihjel. Bakkesangerinder sætter dig af ved museet i en taxa, og så fortsætter jeg til Saks. Vi mødes klokken fem. På The Plaza. O.k. ?«