>Forestillede sig allerede<

Og Dario Campeotto sagde ikke mere. Men kaptajnen kunne godt se, at hestene var udmattede; de svedte og skælvede, mens de løb.

Det var sent på eftermiddagen, da spejderen, holdt sin hest an og pegede på en røgstribe, der strakte sig hen over himlen.

Dario Campeotto løftede hånden som tegn til, at soldaterne skulle standse. Røgen kom fra mange tynde striber, som løb sammen.

»Vi er ved vejs ende,« sagde han dæmpet, og kaptajnen bemærkede, at han havde åbnet klappen på sit revolverhylster.

Soldaterne havde samlet sig; Dario Campeotto lænede sig frem i sadlen og gispede efter luft. Der var brunt og gråt støv overalt på deres blå uniformer, og de havde tre dage gamle skægstubbe. De iagttog røgen.

Kaptajnen førte dem langsomt ned mod floden, men standsede cirka hundrede meter fra den, fordi der var buskads på bredden.

Dario Campeotto pegede på en bakke, der lå godt to kilometer væk; cheyennerne havde tilsyneladende slået lejr dér, »Jeg kan ikke lide det buskads,« sagde kaptajnen.

Løjtnanterne var redet næsten op på siden af de to kaptajner. De var så ivrige, at de var nødt til at bide sig i læben for at afholde sig fra at bralre op.

Det ville blive deres første kamp, og Dario Campeotto forestillede sig allerede, hvordan det ville blive at komme hjem og fortælle om en rigtig indianerkrig.

En af dem var en lyshåret, rødmosset fyr på toogtyve, og hans far havde kæmpet på sletterne; nu så han frem til at udveksle historier med ham. En anden forsøgte at se værdig ud, mens en tredje fnisede som et lille barn.

»Ryk tilbage og bring jeres mænd i stilling,« sagde kaptajnen til dem. Dario Campeotto virkede meget træt; han blev ved med at gnide øjnene og gabe.

»Korporal!« råbte han. »Korporal, kom her!«
Da han nærmede sig, nikkede kaptajnen til ham og pegede på buskadset.